Dagbogs arkiv for genopbygningen

De små billeder, kan hentes ned i en større udgave ved at du klikker på dem.
For at komme retur fra de store billeder, kan du enten bruge Pil-venstre-knappen på værktøjslinien, eller Alt+venstre pil på tastaturet (MSIE).

Tirsdag, d. 31. juli 2001
Soklerne på både hallen og garagen er nu blevet pudset. Skorstenen i hallen er fuldstændig færdig både over og under taget.
 
Fredag, d. 27. juli 2001
Hallen samt garagen er nu blevet færdigpudset hele vejen rundt indvendigt.
Panorama af nye bygninger
Klik her for et specielt 210° panoramabillede.

    
Tirsdag, d. 24. juli 2001
Skorstenen er blevet muret op til underside af tagrygningen. Ca. 5/6 af den vestlige langside er nu færdigpudset indvendigt.
 
Fredag, d. 20. juli 2001
I den forgangende uge er de tre porte i garagen, samt de to store i hallen, blevet monteret. Materialerne til skorstenen er også ankommet, så alt er klar til murene, som vi forventer at se igen på mandag.
 
Port moteres
Fredag, d. 6. juli 2001
I går gravede Lumby renderne for fjernvarme, vand og el-kabler mellem stuehuset og hhv. hal og garage. Der blev også lagt rør under den nye overkørsel. Endvidere blev der tildækket i det omfang, det var muligt.
Drænet langs stuehuset i haven viste sig at være helt fyldt med jord i et sådant omfang, at spuling vil være nytteløst. Når gårdspladsen skal drænes, lægges der også et nyt dræn i haven.
 
Tirsdag, d. 3. juli 2001
I går og i dag er der sket nøjagtig lige så meget - eller lige så lidt - som i weekenden, hvad angår håndværkere (de er nok ferieramte :-)). I går aftes lovede Lumby at komme torsdag morgen kl. 7:00  og grave lednings- og kabelrenderne mellem stuehuset og hhv. hal og garage.
Det meste af stormfaldstræet til Tyskland blev afhentet i dag.
 

Fredag, d. 29. juni 2001
Hallens nordgavl (mod kommunevejen) er færdig, såvel udvendigt som indvendigt. Værkstedet og fyrrummet er blevet pudset indvendigt. Og er fortaget generel oprydning, idet murerne nu er gået på 3 ugers sommerferie. På garagen er der opsat årstal på østgavlen under uglehullet.
  
Nordgavl pudses
Tirsdag, d. 26. juni 2001
Her mandag og tirsdag er den sidste halvdel af gulvet i hallen blevet støbt, så det er nu færdigt. Den sydlige gavl er nu også færdigt indvendig. De to hjørnepiller mod nord er oppe i 4/5 højde. "Kvisten" på gårdsiden er gjort færdig indvendig.
På garage er muren med portene pudset indvendig med henblik på isætning af porte.
Der er udført diverse planeringsarbejder over mod skoven.
  
Gårdport trekant mures
Fredag, d. 22. juni 2001
I de sidste to dage er der etapevis blevet støbt den sydlige halvdel at gulvet i hallen. Al facademur er nu færdig på nær de to hjørnepiller mod nord. Endvidere mangler der sokkelpudsningen. Elektriker har lavet det meste af, hvad der kan laves på nuværende tidspunkt. På trods af manglende dør, vinduer og porte er garage ibrugtaget.
  
Gulv glittes
Tirsdag, d. 19. juni 2001
Facademuren mod vest (marken) er færdig, på nær vandskuring af bånd. Overliggerne over portene samt loftsdække i værksted/fyrrum er placeret og hele bunden af hallen er udlagt med ral.
Elektrikeren har lavet det meste af el'en i garagen og en stor del i værksted/fyrrum, samt opsat kablerne til portene. Endvidere er målerskab m.v. opsat.
    
Loftplader losses Mur støbes
Fredag, d. 15. juni 2001
I garagen er gulvet blevet udstøbt og der er foretaget noget planering foran bygningen.
På halvæggen mod marken er bagmuren nu oppe i den endelig højde. Facademuren er udført i hele længden i trempelhøjde og fire fag facadetrempel er også færdig opmuret.
Gulvet i værksted, fyrrum og flislager er udstøbt. Lecavæggene på værkstedet og fyrrummet er nu også opmuret. Noget af singelsunderlaget er udlagt i selve hal-rummet.
    
Udsigt mod stuehuset Garage med tag
Fredag, d. 1. juni 2001
På hallens fire nordligste fag på gårdsplads siden er facademuren oppe i 3/4 højde. Bagmuren mod marken er opført i 80 cm højde og udstøbt med beton. Gavlen mod syd er færdig i facademur inkl. vandskuringen.
Tagkonstruktionen på garagen er færdig inkl. forskalling til loftsbeklædning og ca. 7 tagplader er lagt på plads. De fire vinduer til garagen er blevet leveret.
 
Udsigten til hallen Nordgavl med sillads
Tirsdag, d. 12. juni 2001
Den armerede del af bagmuren mod marken og vejen er blevet udstøbt. Facademuren mod marken er opført til underkant af trempel.
Underlag i værkstedet, fyrrummet m.v. er blevet afrettet og isoleret (Styropor), endvidere er der udlagt jernnet. Fundamentet for væggene er udstøbt. Der er ikke sket noget nyt på garagen.
    
Hal i byggerod
Fredag, d. 8. juni 2001
Hele murfladen på gårdsplads siden er nu færdig inkl. vandskuring. Bagmuren mod marken er oppe i højde med trempel og udstøbt med beton; dette er den endelige højde for den armerede del af muren. Gavlen mod nord er oppe i højde med portoverkanten med facadesten. Fundamentsrende for værkstedet og fyrrummet er udgravet. Der er også blevet nedgravet såvel dræn- og som kloark-rør rundt om hallen og garagen. I samme forbindelse er der nedlagt nyt hovedkabel for el og telefon.
På garagen er hele tage nu lagt og loftbeklædningen er også færdig.
I går kl. 15 var der inviteret til formelt rejsegilde, om end det kommer lidt sent i forløbet. Men det havde den fordel at der var læ for de heftige sommerbyger og en kraftig vestenvind. I alt deltog der ca. 30 personer i festligholdelsen.
  
Krans er ophængt Rejsegildet fejres

Tirsdag, d. 29. maj 2001
På hallen er sydgavlen nu helt færdig inkl. båndet under tagskægget. På garagen er gavltrekanterne blevet opmuret og udvendigt er der pudset overalt, inkl. muren over til stuehuset. Endvidere er der opsat spær, lægter og rendejern på garagen.
  
Spær opsat
Onsdag, d. 23. maj 2001
Grundet den kommende Kr. Himmelfarts weekend, sluttede arbejdsugen i dag. Ialt otte fag af facademuren på gårdsplads siden er helt oppe ved taget og der er vandskuret under tagskægget. På sydgavlen er facademuren helt udført på nær det vandskurede bånd under tagskægget. På marksiden er bagmursblokkene i ni fag nu oppe i 80 cm højde og armeringen er ilagt.
 
Sydgavl med stillads
Tirsdag, d. 22. maj 2001
Ydermuren mod gårdspladsen er på de fire fag omkring port, muret helt op til tag. Fire andre fag mangler ca. 5 skifter for at være helt oppe ved taget. På sydgavlen er ydermuren oppe i den dobbelte højde af loftet for det kommende værksted/fyrrum.
Bagmuren mod marken er i fem fag opstillet i 80 cm højde. Der skal senere støbes beton i muren, som bliver armeret med rundjern.
 
Fredag, d. 18. maj 2001
Status er at halsiden mod gårdspladen se således ud (set fra nord): de fire første fag bagmur er færdig i endelig højde, de to næste fag bagmur og facademur er færdige, derefter følger portåbningen, på de to næste fag er bagmuren og facademuren færdige og på de sidste fire fag bagmur er færdig og facademuren oppe i samme højde (ca. 2/3 af endelig højde).
På den sydlige gavl er bagmuren opmuret til lofthøjden for værksted-fyrrum og facademuren er ca. ½ m højere.
 
Tirsdag, d. 15. maj 2001
På hallen er ydermuren oppe i en højde på 140 cm opmuret på den sydlige gavl. Desuden er de 8 af i alt 12 fag på gårdside også opmuret.
Endvidere er 2/3 af tagrenderne på hallen opsat.
 
Hjørne mures
Torsdag, d. 10. maj 2001
På hallen er bagmuren på gårdsiden i dag blevet fuldt færdig opmuret. Bagmuren i den sydlige gavl er endvidere opført i godt mandshøjde.
 
Set fra nord mod syd
Tirsdag, d. 8. maj 2001
Muren mellem garagen og stuehuset er nu opført bortset fra vandskuring og tagsten.
Nordsiden af garagen med portene er færdig opmuret til tagskæg, og spærrerne til garagen ankom her til eftermiddag.
På hallen er bagmuren på gårdsiden opført i ca. 1,2 m højde i halvdelen af bygningens længde.
 
Garageporte mures Spær ankommer
Fredag, d. 4. maj 2001
I de forløbne dage har der været 3 murere. Så nu er den ydre murstensskal på garagen oppe i tagskægshøjde. Fire af de fem åbninger til vinduerne og døren er også fuldt muret. Dog mangler endnu murværket på portsiden (nordsiden). Se evt. her.
 
Garage mures
Onsdag, d. 2. maj 2001
Efter at der i går kom 10 kubikmeter mørtel, er murene i dag påbegyndt opmuringen af garagen. De er startet med bagvæggen i leccablokke, som de så også færdiggjorde i dag med undtagelse af den ene gavltrekant.
Der har endvidere været en lastbil fra Fyn med to læs røde mursten.
 

Fredag, d. 27. april 2001
Imod vores forventninger har der ikke være nogen murere i den forløbende uge.
 
Tirsdag, d. 24. april 2001
I går var her en kæmpe lastbil med 23 tons bloksten til bagmuren på vestsiden.
I dag kom så en lastbil med cement og isoleringsmaterialer. Som chaufføren sagde, når cementen er kommet, kan man være sikker på, at murerne meget hurtigt kommer efter.
 
Søndag, d. 22. april 2001
I den forløbende uge er der kun sket det, at tømreren har fjernet skurvognen og traktor-liften.
Før påske (sidste weekend) sagde mureren, at han ville påbegynde hans del af arbejdet i morgen, mandag.
 
Haltag færdigt
Onsdag, d. 11. april 2001
De sidste tagplader samt tagrygning, er nu oplagt. Tømrerne mangler nu kun tagrygning på kvisten og opsætning af tagrenderne.
 
Tirsdag, d. 10. april 2001
På nær en række plader, er der nu på marksiden oplagt hele tagbeklædningen.
 
Mandag, d. 9. april 2001
På marksiden er der nu oplagt halvdelen af tagbeklædningen.
 
Vesttaget oplægges
Lørdag, d. 7. april 2001
Ugen sluttede af med, at hele tagfladen ind mod gårdspladsen nu er lagt fuldstændigt. Der mangler nu kun monteringen af tagrende. På marksiden er der lagt ca. 30 plader af i alt 11 x 57 = ca. 630, svarende til 5 %. Tømmermesteren forventer, at denne side af taget er færdig til påske.
Forlængelsen af hallen, med de to fag, har øget totalareal til ca. 20 m x 56,4 m = 1130 kvm.
 
Østtaget færdigt
Onsdag, d. 4. april 2001
Sternbrædderne i den nordlige gavl er nu opsat og tømmerkonstruktion over "gård-porten" er færdig. Ligeledes de tilhørende skotrender i stål på træunderlag. Også trædenettet på markside af taget er færdigopsat.
 
Tirsdag, d. 3. april 2001
I dag var der i alt 4 tømrere. Så nu er næsten al reel tagflade beklædt med plader, på gårdsiden. Undtagelsen er sektionen med trekanten over porten, hvor kun spærene er udført. Det fordrer meget måltagning, kunne man se.
 
 
Østtaget oplægges

Fredag, d. 30. marts 2001
Da håndværkerne i dag tog på weekend, var ca. 35 % af tagpladerne på gårdspladssiden oplagt.
 
Onsdag, d. 28. marts 2001
De første 15  tagplader er blevet lagt op, og der er montere rendejern til tagrender. Desuden er det besluttet at gøre trekanten over porten på gårdspladssiden, en ½ m. bredere i hver side. Grunden er at bygningen tidligere fik tilføjet to fag.
 
Mandag, d. 26. marts 2001
Der blev i dag lagt sikkerhedsnet over hele tagarealet.
 
Alle åser monteret
Onsdag, d. 21. marts 2001
I dag var der fire mand, som monterede åse på hallen - er nu ca. 35 % færdige.
De regner med at være helt færdige med ugens udgang. På mandag kommer der eternitplader, som derefter så lægges på plads med det samme.
 
Åser påmonteres
Tirsdag, d. 20. marts 2001
Til morgen, ved godt 7-tiden, kom den første lastbil med kran; nr. 2 kørte i grøften 150 m før gården. Falcks Unimog var brudt sammen, så en anden lastbil/kran blev rekvireret og den uheldsramte blev så reddet i land ved middagstid.
Kl. 9:15 begyndte rejsningen af spær/stålbure og den operation var afsluttet kl 15:15. Det var inkl.. lægning af den øverste ås ved tagrygningen og opspænding af nogle vindkryds i nærheden af gavlene.
Der var to lastbiler m/kran og syv mand til denne operation, men vejrforholdene var jo også med dem. Klik her for at se flere billeder fra rejsningen af stålburene.
 
Hallen set mod nord
Mandag, d. 19. marts 2001
Der har været fire tømrere, som sømmede beslag på åsene. To store lastbiler kom med stålbure, men på grund af blæsten og snefygningen, ville man dog ikke påbegynde opsætning af disse.
 
Fredag, d. 16. marts 2001
Der er nu valgt den rigtige røde farve på murstene. Der er kommet et stort læs tømmer fra Nørlund Savværk i Rebild, det er til åsene (det langsgående tømmer over buerne) .To tømrere er begyndt på de indledende øvelser, så alt er klar til efter weekenden, hvor stålburene kommer til montering.
Der er kommet tilbud fra Stoker-leverandøren i Løgumkloster på flisfyret. Det er et 24 kW anlæg, idet et større anlæg frarådedes af hensyn til virkningsgraden af forbrændingen. Der er inkluderet en varmeveksler, så man har 2 adskilte systemer, hvilket tilsyneladende gør det mere driftssikkert og ikke mindst mere overskueligt.
 
Tirsdag, d. 6. marts 2001
I dag blev fundamentet og underbund i hal, samt det nederste lag i den nye indkørsel færdig. Nu sker der ikke noget før i næste uge - hvor stålburene vil blive leveret.
 
Torsdag, d. 1. marts 2001
Det første bundlag i hallen er færdig incl. komprimering. Der er gravet fundamentsrender og lige godt og vel halvdelen af fundamentet er støbt. Og slutteligt blev fundamenterne dækket af med vintermåtter.
 

Tirsdag, d. 27. februar 2001
Der er rømmet jord af på markarealet vest for den gamle lade. En stor del af overskudsjorden er kørt over i mergelgraven og resten er lagt i depot på brak'en øst for indkørslen. Det sidste skifte Funda-blokke i garagen er også kommet på.
 
Lørdag, d. 24. februar 2001
Der er kommet dispensation fra fredningsmyndighederne til forlængelsen af laden med 2 fag.
 
Jorden ryddes til hallen
Torsdag, d. 22. februar 2001
Der er lavet fundamentsrender for garagen, disse er blev fyldt med beton og det første skifte funda-blokke er lagt.
I den gamle lade samt en del af gårdspladsen foran er der nu lagt den nederste del af gulvunderlag, så det er begyndt at svinde i stakken med grovknusningen.
 
Der støbes fundament til garagen
Onsdag, d. 21. februar 2001
Udgravningen for gulvet i garage er færdigt, og der er udført bundlag i halv tykkelse.
Grundudgravningen for hallen er påbegyndt nu, da der udsigt til frost i de kommende dage.
 
Fundamentrender graves til garagen
Tirsdag, d. 20. februar 2001
Arkitekten og muren har nu afsat garagebygningen, med en afstand på 8 m til stuehuset.
 
Torsdag, d. 15. februar 2001
Der er kommet overslag fra elektrikeren på el-installationerne i og omkring garagebygningen.
 
Tirsdag, d. 13. februar 2001
Byggetilladelsen for garagen er kommet. For hallen egentlig ikke en tilladelse, idet der for landbrugsbygninger kun er tale om anmeldepligt, hvilket f.eks. indebærer, at der ikke skal ske tilbagemelding ved færdiggørelse.
Derimod skal der indsendes statiske beregninger for stålbuerne, hvilket gøres af entreprenøren.
 
Fredag, d. 2. februar 2001
Tilbuddet fra entreprenøren om 2 fags udvidelse på hallen, kan holdes inden for budgettet, så det blev accepteret.
 

Mandag, d. 29. januar 2001
Den indbudte licitationen for murer - tømrer - stål arbejdet, gav følgende resultat (ud af fem): Jens Jørgen Hansen ApS, Egtved.
 

De små billeder, kan hentes ned i en større udgave ved at du klikker på dem.
For at komme retur fra de store billeder, kan du enten bruge Pil-venstre-knappen på værktøjslinien, eller Alt+venstre pil på tastaturet (MSIE).

RETUR TIL SIDSTE SIDE

Denne side er sidst opdateret d. 30. marts 2004